Udrejse og valgret i udlandet

Skal du bo i et andet land i mere end 6 måneder, skal du melde udrejse digitalt. Læs også om valgret som udenlandsdansker.

Hvis du skal flytte fra Danmark eller Grønland til et andet nordisk land

Anmeldelse af fraflytning

Flytter du fra Danmark eller Grønland til et af de andre nordiske lande, skal du inden udrejsen anmelde din udrejse til din danske eller grønlandske fraflytningskommune.

Det gælder ved fraflytning til disse lande:

  • Finland
  • Færøerne
  • Island
  • Norge
  • Sverige

Da flytning til Grønland ikke betragtes som en fraflytning til udlandet, skal du ikke anmelde flytningen til din fraflytningskommune i Danmark.

Anmeldelse af tilflytning

Når du flytter til et andet nordisk land, skal du anmelde din tilflytning til registreringsmyndigheden i det andet nordiske land.

Det gælder, når du flytter fra Danmark eller Grønland til disse lande:

  • Finland
  • Færøerne
  • Island
  • Norge
  • Sverige

Når du anmelder indrejsen i det nordiske tilflytningsland, skal du huske at medbringe legitimation, som viser dokumentation for dit statsborgerskab, pas, og dokumentation for dit personnummer i Danmark/Grønland.

Din tidligere bopælskommune i Danmark eller Grønland kan først registrere dig som udrejst i CPR, når de har fået besked fra myndighederne i det andet nordiske land om, at du nu står registreret hos dem.

Når du flytter mellem de nordiske lande, er du omfattet af den såkaldte internordiske folkeregistreringsaftale. Aftalen betyder, at du kun kan være tilmeldt folkeregistret ét sted i Norden. 

Indhold hentet fra borger.dk