Udrejse og valgret i udlandet

Skal du bo i et andet land i mere end 6 måneder, skal du melde udrejse digitalt. Læs også om valgret som udenlandsdansker.

Anmeld flytning til udlandet (udrejse)

Alle, der flytter til udlandet i mere end seks måneder, skal inden afrejsen sørge for at registrere sig som udrejst i CPR. Det sker ved at anmelde udrejsen til den kommune, du bor i.

Du kan tidligst anmelde fraflytning fire uger før, du fraflytter (og senest fem dage efter fraflytningen). Registreringen foregår digitalt, men hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp på borgerservice eller biblioteket.

Du skal også kontakte Skattestyrelsen på telefon 72 22 28 92 og meddele, at du er udrejst. Ring gerne en uge efter, at du er fraflyttet og har anmeldt udrejsen.

Husk desuden at opdatere din nye udenlandske adresse på nemid.nu, så du automatisk får tilsendt nye NemID-nøglekort, når du løber tør for nøgler.

Vær opmærksom på, at en flytning til Grønland ikke betragtes som en fraflytning til udlandet. Flytningen skal anmeldes til bopælskommunen i Grønland som en almindelig flytning.

Ophold i udlandet på mindre end seks måneder

Hvis du opholder dig mindre end seks måneder i udlandet, kan du bede kommunen om fortsat at være registreret med bopæl i Danmark. Det kræver, at du har fuld rådighed over din bolig, hvilket vil sige, at den ikke må være fremlejet, lånt eller lejet ud.

Har du ikke fuld rådighed over boligen, kan du bede kommunen om at lave en konkret vurdering af, om du stadig kan være registreret med bopæl i Danmark under dit ophold i udlandet.

Uanset længden af dit udlandsophold er det en god idé at lade dig registrere på den danske ambassade i det land, du er flyttet til.

Indhold hentet fra borger.dk