Merudgifter ved handicap

Hvis du har et handicap, kan du få dækket de merudgifter, som er direkte forbundet med dit handicap.

Hvem kan søge om tilskud til merudgifter?

Du kan få dækket merudgifter, som er direkte forbundet med et varigt fysisk eller psykisk handicap, hvis:

  • du er mellem 18 år og folkepensionsalderen
  • har udsat/opsat din folkepension
  • du får invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension.

Får du førtidspension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig pension, kan du ikke få ydelser efter servicelovens § 100, medmindre du får kontant tilskud efter servicelovens § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter § 96.

Du skal have en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og du skal have nødvendige merudgifter i forbindelse med den nedsatte funktionsevne.

Med varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse:

  • hvis konsekvenser for dig er af indgribende karakter i din daglige tilværelse
  • som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af din nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov. Du kan få dækket dine nødvendige merudgifter uanset din boform, dvs. også selv om du fx bor i bofællesskab eller i botilbud.

Hos Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan du finde mere information om, hvem der kan søge og på hvilke betingelser.

Indhold hentet fra borger.dk